Danske Steelseries er en af verdens førende producenter indenfor gaming gear. Steelseries laver mange forskellige produkter, og de laver ofte specialudgaver af deres gear til f.eks. specifikke spil eller begivenheder. I anmeldelsen herunder kigger jeg nærmere på Steelseries Diablo 3 mus, som er lanceret i forbindelse med udgivelsen af Blizzard’s Diablo 3.
Personligt kender jeg bedst Steelseries fra deres musemåtter, hvor jeg synes, at man får meget for pengene. Derfor forventer jeg, at jeg kommer til at teste et lækkert produkt i en god kvalitet.
Specifikationer
Aflæst på æsken:
- Frames Per Second: 12.000
- Inches Per Second: 150
- Counts Per Inch: 100-5700
- Acceleration: 30G
- Sensor data path: True 16 bit
- Lift distance: ~2mm
- Buttons: 8
- Cable: 2 m
Man kan altså spille med en DPI på op til 5700, og sensoren kan opfange 150 tommer i sekundet. Af de 8 knapper, kan man selv programmere de 7, og sidst men ikke mindst garanterer Steelseries en levetid for musen på over 10 mio. klik.
Udpakning og design
Indpakningen ser gennemført og flot ud. Der er ikke tvivl om at det er en Diablo-inspireret mus der er i kassen. Fronten er lavet så den kan åbnes og lukkes vha. et par magneter, og på indersiden er der en lille tekst om musen og dens udvikling.
På bagsiden af æsken får man en fin gennemgang af musens funktioner og materialer.
Da jeg pakker musen ud, er ledningen det første jeg lægger mærke til. Den er beklædt med en slags vævet nylon, og jeg kan rigtig godt lide når en museledning er lavet på den måde. Derudover er USB-stikket guldbeklædt for optimal kontakt.
Oversigt over pakkens indhold:
- Steelseries Diablo III mus
- Quick Start Guide på bl.a. engelsk
- Steelseries klistermærke og en folder med andre Steelseries produkter.
Der medfølger altså kun det aller mest nødvendige, og der er praktisk talt intet ekstra tilbehør.
Musens design er rigtig fedt i den matsorte farve og med røggrå, Diablo-inspirerede figurer.
Undersiden af musen ser også fin ud. Der er ikke så meget at sige om den. Sensoren, der er brugt i Diablo III musen er den samme som den, der bliver brugt i Steelseries Xai.
Her kan man se knappernes placering og musens udformning, der er ens fra begge sider.
Test
Da det var første gang jeg skulle prøve en mus, der både kan bruges af højre- og venstrehåndede, var jeg en smule nervøs for, om ergonomien nu også ville være tilfredsstillende. Jeg blev imidlertid positivt overrasket, da jeg synes musen ligger rigtig godt i hånden. På hver side af musen er der to programmerbare knapper, så hvis man har lyst, kan man bruge sin ringe- eller lillefinger til at betjene de to “ekstra” knapper på den anden side af musen. Derudover er musen rimelig let, men jeg er også vandt til at bruge en ret tung mus.
Da jeg satte musen til min computer for første gang, tog det Windows et par sekunder at installere driveren, hvorefter musen virkede med det samme. Eftersom Steelseries ikke har valgt at vedlægge en CD med software, måtte jeg gå ind og downloade det på deres hjemmeside. Dette var dog rigtig let og hurtigt, fordi der ligger billeder af de enkelte produkter på download-side, og det gør mig egentlig ikke spor, da jeg helst vil undgå at have en masse CD’er liggende og helst ser, at jeg let kan finde de nyeste drivere online.
Det tilhørende software er ligesom musen, designet til Diablo 3 i røde og sorte farver. Man kan lave makro’er til de programerbare knapper, eller få dem til at starte et bestemt program – præcis som man kan med de fleste muse. Dog kunne jeg ikke umiddelbart finde en indstilling til at programmere knapperne til at gå til “forrige” / “næste” når man f.eks. surfer på internettet, hvilket jeg ellers bruger meget. Det er dog ikke så relevant, hvis man oftest bruger musen til at spille med.
Derudover kan man forudderfinere to hastighedsindstillinger, som man kan skifte imellem med en knap øverst på musen, og så kan man indstille hvordan lyset på musen skal opføre sig.
Steelseries har også valgt at tilføje en funktion, så man kan se statistik over hvor mange gange man har klikket på de enkelte knapper.
Jeg synes musens knapper er godt lavede. De sidder godt og er lette at betjene, og de virker til at være lavet i en god kvalitet. Det eneste jeg kan sætte en finger på er, at scroll-hjulet er en smule “hårdt” at betjene, men det er detaljer og slet ikke noget man vil lægge mærke til i det lange løb.
Konklusion
Mit samlede indtryk af Steelseries Diablo 3 mouse er rimelig godt efter en del surf og spil. Det er en god allround-mus, der især egner sig til dem, der godt kan lide lette muse. Knapperne sidder godt placeret, selvom jeg godt kunne have brugt et par knapper mere. Musen ligger godt i hånden, og jeg er sikker på, at mange venstrehåndede vil være glade for en ekstra mus på markedet.
Steelseries Diablo III mouse er ikke den aller bedste mus jeg har prøvet, selvom det er en ret god mus. Den har nogle fede features og et godt greb, og så er garantien om de mange museklik ret interessant når man spiller spil med mange klik. Derfor giver jeg den 4 ud af 5 stjerner, da Steelseries har lavet en mus, der leverer varen til enhver Diablo fan.
[button color="red" link="" target=""]Køb Steelseries Diablo III mouse til 499,95 kr. hos Webdanes her[/button]
















